Forårs-SFO

Forårs-SFO på Brahesminde Skoler & Børnehuse betyder en ganske særlig tid før skolestart. Vi introducerer langsomt barnet til livet i skolen.

Forårs-SFO - den gode start på skolen

Fra 1. april overgår de fleste børn til forårs-SFO. Her arbejder vi med at give børn og forældre en god og tryg introduktion til skolelivet.

Børnene får erfaringer med skolelivets rytme og lærer rammerne og de voksne at kende. Vi lægger vægt på, at der er sammenhæng i den nye verden, som børnene færdes i.

Børnene indgår i undervisning og fritidstilbud som ”et mangfoldigt hele” og oplever forbindelse mellem disse læringsmiljøer.

Hos os gør vi også meget ud af, at der er forskel på børnehave og SFO. Vi øger gradvist kravene og giver udfordringer svarende til de nye rammer, børnene befinder sig i.

Når børn oplever en god overgang fra børnehave til skole, gavner det deres læring og trivsel, hvilket er med til at sikre en god skolestart.

der er en fast personale fra børnehaven, der følger børnene de første tre måneder. 

Besøg i børnehaveklassen

I løbet af foråret besøger de kommende skolebørn børnehaveklassen flere gange. Nogle gange er de i børnehaveklassen sammen med de børn, der går i klassen. Andre gange er forårs-SFO'en der alene, mens skolebørnene går på besøg på SFO/børnehaven (vi bytter gårde). 

Under besøget synger vi og lærer hinanden nye sange, leger og taler lidt om bogstaver og tal. Vi laver også små opgaver.

Ud over besøgene i klassen arrangeres også besøg og aktiviteter med den kommende venskabsklasse, som er 2. klasse på skolen.

Desuden bliver vi inviteret til skolen ved aktuelle lejligheder, for eksempel teater, temauger, idrætsdage, juleafslutninger og samlinger.